Spring til indhold
Hjem » Er morgenmaden dagens vigtigste måltid? Vi har spurgt eksperterne

Er morgenmaden dagens vigtigste måltid? Vi har spurgt eksperterne

  • af
Er morgenmad dagens vigtigste måltid?

Du har med garanti stødt på påstanden om, at morgenmad er det vigtigste måltid på dagen, men holder denne påstand nu engang også stik? 

Det har vi hos Godappetit.dk sat os for at undersøge ved at dykke ned i undersøgelser af feltet samt ved at tale med eksperter i kost og ernæring.  

Tæt på halvdelen får ikke spist morgenmad hver dag

I Danmark er det kun omkring 42% af befolkningen, som spiser morgenmad hver morgen, mens 24% ville ønske, at de var bedre til at få det gjort. Sådan lyder et par af resultaterne i en undersøgelse af danskernes morgenmadsvaner foretaget af YouGov. 

En hyppig årsag til at springe morgenmaden over er – jævnfør undersøgelsen – at morgenstunden er stressende, fordi mange har en deadline – det kan være jobbet, børnene der skal afleveres, en aftale eller noget fjerde. 

En anden hyppig årsag til at mange ikke får spist morgenmad er, at mobiltelefonen stjæler deres opmærksomhed. For mange er det simpelthen mere interessant at glo på displayet på deres smartphone end at få noget nærring i mavesækken. 

Hvad siger studier om vigtigheden af morgenmad?

Det er ikke kun herhjemme i Danmark, at mange har en idé om, at morgenmaden er dagens vigtigste måltid, for også udenfor vores landegrænser bliver der talt om vigtigheden af morgenmåltidet.

Derfor er der foretaget en del udenlandske studier om morgenmadens effekt på kroppen, og flere af disse peger faktisk på, at det giver rigtig god mening at spise morgenmad. 

I et studie fra 2019 kiggede man på risikoen for hjerte-kar-sygdomme og død hos folk, der sprang morgenmaden over.

Her var konklusionen, at de personer, som sprang morgenmaden over, havde større risiko for netop hjerte-kar-sygdomme og død. 

Et andet studie fra 2021 antyder, at særligt unge mænd øger risikoen for problemer med stofskiftet, hvis de springer maden over.

Et tredje studie fra 2022 tegner ligeledes et billede af en dyster fremtid for de personer, som ikke tager sig tid til at få spist om morgenen. 

Studiet viser nemlig, ligesom flere andre lignende studier, at risikoen for kardiovaskulære sygdomme er højere hos dem, som ikke spiser morgenmad.

Hvad siger eksperterne?

Undersøgelserne tegner umiddelbart et ret tydeligt billede; det er ikke en god idé at springe morgenmaden over.

Nikker eksperter i kost og ernæring anerkendende ja til denne konklusion? 

Dette ønskede vi at undersøge, hvorfor vi satte Anja Pia Biltoft-Jensen, der er seniorforsker hos DTU fødevareinstituttet, og Christina C. Dahm, som er lektor ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet, i stævne for at høre deres velfunderede perspektiv på vigtigheden af morgenmåltidet.

“Overordnet beskrives morgenmad ofte som dagens vigtigste måltid, da det giver næringsstoffer og energi til de kommende aktiviteter. Evidensen for, om morgenmaden virkelig er det vigtigste måltid, er dog ikke entydigt.

En systematisk litteraturgennemgang af observationsstudier tyder på, at de, der spiser morgenmad, er mere tilbøjelige til at have reduceret risiko for hjerte-kar- og stofskiftesygdomme. Det kan dog ikke bevises, at det er morgenmaden, der forebygger disse sygdomme.” fortæller Seniorforsker hos DTU Fødevareinstituttet Anja Pia Biltoft-Jensen.

Også Christina C. Dahm bemærker sammenfaldet mellem, at folk, der spiser morgenmad, er mere tilbøjelige till at have reduceret risiko for at blive ramt af hjerte-kar- og stofskiftsygdomme. Dog bemærker hun samtidig, at der ikke findes evidens for en sammenhæng. 

Med andre ord ved vi altså ikke om det er det, at spise morgenmad, der er afgørende for den reducerede risiko for udvikling af hjerte-kar og stofskiftsygdomme.

Morgenmads-spisere kan have en sundere livsstil

Selvom studier peger på, at der kan være en sammenhæng mellem sundhed og morgenmad, er det ikke nødvendigvis så let at drage konklusionen, at man bliver mere sund ved at huske at spise morgenmad.

“Mange studier finder en lavere risiko for sygdom for de, der rapporterer, at de spiser morgenmad i forhold til de, der ikke gør. Det er her ”myten” stammer fra.

Problemet ved disse studier er, at man ikke kender årsagerne til deltagernes måltidsvaner. Groft sagt, har mange af deltagerne, der springer morgenmaden over, andre usunde vaner eller dårligere levevilkår. Selvom forskerne forsøger at tage højde for dette i analyserne, kan man ikke altid fjerne hele overrisikoen pga. fx at ryge en cigaret i stedet for at spise et måltid,” udtaler Lektor Christina C. Dahm fra Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

Samme tendens ser Seniorforsker hos DTU Fødevareinstituttet Anja Pia Biltoft-Jensen:

Et observationsstudie fra 2018 tyder på, at de, der ofte spiser morgenmad, er mere motiverede til at spise sundt, deltager regelmæssigt i fysisk aktivitet og er gode til at håndtere stress.

Omvendt har de, der springer morgenmaden over, en tendens til at have flere usunde livsstilsvaner såsom hyppig rygning og alkoholforbrug. De har også en tendens til at indtage mere fedt, kolesterol og energi end morgenmads-spisere.

Disse resultater tyder på, at livsstilsvaner bidrager til morgenmads-spiseres overordnede sundhedsstatus frem for morgenmadsforbrug alene. Morgenmad, som alle andre måltider, er vigtig, fordi den giver os mulighed for at indtage sunde fødevarer såsom fuldkorn, frugt og grøntsager, nødder og frø og yoghurt, der giver essentielle næringsstoffer.”

Skal man spise morgenmad eller ej?

Videnskaben kan altså ikke give os et fuldstændigt endegyldigt svar på, hvorvidt og i hvilket omfang det er vigtigt at spise morgenmad eller ej. 

Skal du så tvinge dig selv til at sluge en skål havregryn hver morgen – bare for en sikkerhed? 

Nej, det er der ingen grund til, lyder det fra Christina C. Dahm:

“De, der kan lide at spise morgenmad, kan med fordel vælge fødevarer, der er i tråd med kostrådene, og de, der ikke kan holde ud at spise om morgenen, behøver ikke at have dårlig samvittighed.”

Har du ikke lyst til at spise morgenmad, kan du altså uden problemer springe den over, lyder anbefalingen fra eksperten, som dog påpeger, at det særligt afgørende for, hvorvidt det er sundt at spise morgenmad, er, hvad morgenmaden består af.

“Sundhedsværdien af, hvad man spiser til morgenmad, er afgørende. Diverse sukkerholdige produkter med lavt fiber og proteinindhold bidrager til at spise for meget tilsat sukker og for få kostfibre end anbefalet af de danske kostråd. Hvorimod havregryn, fuldkornsbrød, yoghurt uden tilsat sukker og æg bidrager med næringsstoffer i henhold til kostrådene.” 

Hvad kan der ske, hvis man springer morgenmaden over?

Det er som udgangspunkt hverken farligt eller skadeligt, hvis du springer morgenmaden over, fordi du ikke har tid eller lyst til at indtage mad tidligt på dagen. 

“Det ser ud til, at den største konsekvens er, at man kommer til at mangle indtag af vigtige fødevarer som fx fuldkorn, frugt og grønt, nødder og frø, mælkeprodukter fx yoghurt som bidrager med vigtige næringsstoffer,” fortæller Seniorforsker Anja Pia Biltoft-Jensen og fortsætter:

“Hvis man springer morgenmaden over, er det vigtigt at sikre, at man optimerer sit indtag af sunde mad- og drikkevarer ved andre måltider i løbet af dagen.”

Har morgenmaden indflydelse på vægttab?

Hvis du overvejer at springe morgenmaden over, fordi du håber på, at ét måltid mindre i løbet af dagen, kan hjælpe dig med at tabe dig, spilder du umiddelbart din tid.

I et amerikansk studie fra 2014 blev 309 tilfældigt udvalgte forsøgspersoner inddelt i to grupper. Den ene gruppe skulle spise morgenmad hver dag, og den anden skulle springe morgenmaden over. 

Efter forsøgets 16 uger lange varighed var konklusionen klar: det har ingen indvirkning på vægttab, om man springer morgenmaden over eller ej. 

Nogenlunde samme resultat finder vi i et tysk meta-studie fra 2021, som viser, at der kun er minimal evidens for, at det at springe morgenmaden over kan føre til vægtøgning og udvikling af overvægt og fedme.

Konklusion

Okay, nu har vi kigget på både studier og talt med eksperter – hvad er konklusionen så? Er morgenmaden vigtig?

Det korte svar er: Måske.

Det lidt længere svar er, at der endnu ikke er blevet foretaget studier, som definitivt kan afgøre, om morgenmaden reelt set er så vigtig, som den har ry for at være. Selvom der er foretaget mange undersøgelser, som kan antyde en sammenhæng mellem sundhed og indtagelse af morgenmad, er der fortsat for mange variabler, som kan spille ind på resultaterne af undersøgelserne, til man kan konkludere, at det alene er det, at spise morgenmad, der kan siges at være sundt.

Umiddelbart er der dog ingen grund til at springe morgenmaden over, hvis du altså har lyst til at spise den. 

Der er nemlig ingen påviste negative effekter ved at spise morgenmad, så længe denne altså er af en tilpas sund karakter.